Man-fre fra kl. 09.00 til 18:30 70 23 08 55

Hørecentret i vores hjerne er en biologisk supercomputer, der aldrig holder pause. Døgnet rundt analyserer og behandler hjernen de lydmønstre, den registrerer – selv når du sover. Hjernen er i stand til at frasortere irrelevante lyde, og selv ud fra et meget komplekst miks af lyde kan hjernen sortere de vigtigste lyde og sende dem til vores bevidsthed i forstærket form. På denne måde beskytter vores hørecenter i hjernen os mod overstimulering.

Hjernen er vores vigtigste høreorgan

Når vores øre registrerer lyde og har omdannet dem til elektriske impulser i høresneglen, starter "hørearbejdet" for alvor. Hjernen må fra dette tidspunkt nemlig lynhurtigt filtrere, analysere og afkode de meget komplekse nerveimpulser.
 
I første trin inddeler hørecentret de komplekse bølgeformer, der rammer øret i form af neurologiske signaler, i to hoveddele: Tonehøjde (frekvens) og lydstyrke (forstærkning). Herefter sammenligner den de analyserede bølgeformer med kendte mønstre (hukommelse). På denne måde er vores hjerne i stand til at registrere, hvor en lyd kommer fra, og om denne er vigtig eller ej. Den kan f.eks. registrere, om det drejer sig om tale, eller om der er faresignaler. Vindstøj eller mumlen på en restaurant "skjules" således fra vores bevidsthed, hvorimod samtalepartnerens stemme "filtreres" og forstærkes, så du bedre kan høre den. Denne permanente, automatiske analyse er altafgørende, da det ikke er menneskeligt muligt at koncentrere sig om alle de lyde, man konstant bombarderes med.
En tysk undersøgelse har for nylig vist, at evnen til at skelne mellem relevante og irrelevante lyde sker i den venstre hjernehalvdel. Og selv om hjernen for det meste "automatisk" skelner mellem relevante og ikke-relevante lyde, kan vi påvirke den ved at koncentrere os om en bestemt lyd. Det kan f.eks. være en bestemt stemme i et lokale fyldt med mennesker eller et bestemt instrument ved en koncert.
 

Er der fare på færde? Vores hørecenter sover aldrig!

Uanset hvor længe og hvor tungt du sover, er hørecenteret (det såkaldte auditoriske cortex) aldrig helt slukket. For ikke at overbelaste resten af hjernen og kroppen, "skjuler" det dog næsten alle de lyde, der høres. Det kan f.eks. være regndråberne på ruden eller lyden af tog, der kører forbi. Hvis vores hørelse imidlertid registrerer en potentielt vigtig lyd, vågner vi med det samme. Et klassisk eksempel er, når en nybagt mor hører babyen græde. Eller når der i den stille nat pludselig høres en mærkelig lyd, et råb eller et brag.
 

"Firewallen" i vores hjerne

Hørecentret fungerer altså som et naturligt filter, der både dag og nat beskytter os mod overstimulering. Denne indbyggede firewall spiller en altafgørende rolle for vores helbred og velbefindende, og dette særligt i en moderne verden, hvor vi konstant bombarderes med sanseindtryk.
 
Der er dog én betingelse: For at vores hørecenter kan varetage denne vigtige filterfunktion, er den afhængig af gode ører. Hjernen kan nemlig kun registrere, hvilke lyde der er relevante, og hvilke der ikke er, hvis den får komplette og intakte akustiske oplysninger. Det er derfor meget vigtigt at tænke på sin hørelse og altid beskytte den (stikord: høreværn på arbejdspladsen). Hvis du synes, at der er noget galt med hørelsen, så book en tid i det lokale AudioNova Hørecenter. Jo længere du venter med at gøre noget ved et høretab, jo sværere bliver det at afhjælpe, da vores hjerne mister evnen til at kunne "høre", hvis den gennem længere tid ikke får tilstrækkeligt med lydinput.

Har du oplevet det såkaldte cocktailparty-problem?

Omgivelser med et højt støjniveau og en blanding af mange forskellige lyde er altid en udfordring for vores hørelse. Dette er særligt udbredt på steder, hvor folk taler i munden på hinanden, og der desuden er musik i baggrunden, hvilket ofte er tilfældet på restauranter. Selv for personer med et mindre høretab kan det være frustrerende at opholde sig på sådanne steder. Det skyldes, at de ikke er i stand til at deltage i samtalen. Dette såkaldte cocktailparty-problem opleves ofte af personer med nedsat hørelse.

Fortolkning af tale

Tale, der når frem til vores ører, er intet andet end et komplekst miks af lydbølger. Det er en kæmpe opgave for hjernen først at finde hoved og hale i signalerne og dernæst at afkode dem. Udfordringerne er mange, eksempelvis problemet med enhedsdannelse: Hvordan formår hørecentret at opdele en talt sætning på en sådan måde, at sætningens bestanddele kan sammenlignes med mønstre i vores hukommelse?
Umiddelbart ville man nok tænke, at bestanddelene var de enkelte ord, men sådan fungerer det ikke, fordi ordene på næsten alle sprog flyder ind over hinanden, når vi taler. Bogstaverne er heller ikke egnede enheder, da de udtales forskelligt afhængigt af ordet og intonationen. Andre forhindringer ved taleforståelse er forskelligt toneleje alt efter den talendes humør og stemmeleje, accent, dialekter og varierende talehastighed. Alle disse faktorer påvirker taleklangen i væsentlig grad, således at der opstår unikke mønstre fra person til person, også selv om der siges præcis det samme.
Alt dette klarer hjernen i forbindelse med fortolkning af tale – vel at mærke i et utrolig hurtigt tempo. Faktum: Ved en normal talehastighed opfatter vi op til 14 talesignaler i sekundet. Forbløffende: Hvis talehastigheden øges til 60 signaler i sekundet, forstår vi indholdet endnu bedre. Her kan selv den mest avancerede computerteknologi ikke være med. Der er til dato ikke udviklet et talegenkendelsesprogram, som genkender talesprog lige så sikkert som mennesket.


Vi hører vores egen stemme bedst

Hørecenteret i hjernen besidder evnen til at skelne mellem vigtige og irrelevante lyde og derved rette vores koncentration mod noget bestemt, for eksempel en samtalepartner, så vi kan fokusere vores bevidsthed mod det, der er vigtigst. En amerikansk undersøgelse har vist, at aktiviteten i bestemte områder af hørecenteret forstærkes eller dæmpes, når vi enten lytter eller taler. Og når vi selv taler, sker der noget bemærkelsesværdigt: For at vi kan høre vores egen stemme tilstrækkeligt tydeligt i virvaret af andre stemmer eller i støjfyldte omgivelser (det er nødvendigt for at tilpasse stemmen dynamisk til de aktuelle forhold), sørger hjernen for, at vi altid kan høre vores egen stemme højt nok.


Hørecenteret: Småt, men vågent

Men hvor sidder det så, dette fantastiske hørecenter, som utrætteligt leverer mirakler døgnet rundt? Og hvor stort er det? Svaret er næsten ikke til at tro: Det såkaldte auditoriske cortex er ikke større end en tommelfingernegl og ligger "skjult" blandt hjernebarkens mange celler. Mennesket har faktisk hele to hørecentre, et i venstre side af hjernen og et i højre. Hvert af dem består af elleve forskellige såkaldte auditoriske felter, som sammen er ansvarlige for hele paletten af lydfrekvenser, vi er i stand til at høre. Nyere eksperimenter har vist, at der synes at være en slags arbejdsfordeling mellem venstre og højre hørecenter. Således er det eksempelvis det venstre hørecenter, der spiller hovedrollen ved fortolkning eller genkendelse af de akustiske signaler. Videnskaben har også fundet ud af, at der hele tiden er travl trafik mellem de to sider af hørecenteret.


Sanserne spiller sammen

Det er dog ikke kun hjernens to hørecentre, der kommunikerer: Alle vores sanser er forbundet med hinanden, også høresansen og synssansen. Undersøgelser har vist, at alle mennesker besidder en naturlig evne til at mundaflæse. Så snart vi ser mundbevægelser i form af tale, aktiveres vores hørecenter – også selv om vi absolut intet kan høre. Vi kender alle effekten: Det er lettere at forstå, hvad en anden person siger, hvis vi kan se vedkommende samtidig. Andre mellemmenneskelige kommunikationsveje, såsom eksempelvis grimasser, har ingen effekt på hørecenteret.


Tinnitus: Når nervecellerne snakker med sig selv

Hørecenterets fantastiske og helt uundværlige evne til målrettet at fremhæve og forstærke relevante lyde kan i visse situationer vende sig til en ulempe for os. Videnskaben har nemlig en mistanke om, at denne evne også står bag fremkomsten af tinnitus. Konkret: Grundet svækkelse af høreevnen – som oftest aldersrelateret – når bestemte frekvenser stadig sjældnere ind til hørecenteret, og da forsøger hjernen at "skrue op" for disse frekvenser, også selv om de pågældende lyde slet ikke blev hørt i virkeligheden. På denne måde bliver der genereret en tone i hjernen, som slet ikke findes. Tinnitus skyldes således ikke en fejl i øret, men forandringer i hjernen. Nogle eksperter betegner derfor susen for ørene som "nerveceller, der snakker med sig selv".


Hørelse kræver træning

Mennesker med hørenedsættelse har ofte svært ved at forså tale i støjende omgivelser. Årsagen: Efterhånden som høreevnen aftager, svækkes også en anden vigtig del af den centrale hørebehandling i hjernen, den såkaldte filterfunktion. Den gode nyhed: Specialudviklet høretræning kombineret med moderne høresystemer kan levere en markant forbedring, idet hjernens "slukkede" hørefiltre genopbygges.
 
Vi bruger cookies til at identificere din computer, så vi kan give dig den bedste brugeroplevelse, vise indholdet i din indkøbskurv og huske, hvortil du er nået i bestillingsprocessen. Du kan deaktivere cookies, som allerede er gemt på din computer, men det kan betyde, at du ikke får vist vores hjemmeside rigtigt, og at den ønskede funktionalitet måske ikke er til rådighed.