Hvad er et audiogram? - Tolkning af symboler og forskellige hørenedsættelser

Hvad er et audiogram?

Hvis du gerne vil vide, om din hørelse stadig er intakt, eller om du har et høretab, bør du lade en ekspert teste din hørelse. Når du får foretaget en høretest bliver der udarbejder et såkaldt audiogram ud fra resultaterne. Audiogrammet er en grafisk oversigt , ud fra hvilken man kan analysere et hørelsen. Men hvordan ser et audiogram egentlig ud, og hvordan udarbejdes det? Og hvordan læser man det? Her finder du svarene på de vigtigste spørgsmål og mange yderligere oplysninger om høretest og audiometri.

En høretest udføres af en uddannet audiologist og omfatter en række forskellige undersøgelser, som viser, hvorvidt du har en hørenedsættelse eller ej. Resultaterne af høretesten vises i form af et audiogram.

Audiologisten kan ved hjælp af audiogrammet blandt andet se, om du har et høretab og i så fald i hvilken grad. Hvis du har et høretab, vil audiologisten gennemgå resultaterne med dig ved hjælp af audiogrammet.

Audiogrammet illustrerer din hørelse ved at vise din høretærskel ved forskellige frekvenser. Høretærsklen viser, hvornår en bestemt tone bliver registreret. En høretærskel mellem 0 og 30 decibel betegnes som normal.

Decibel og frekvens

Hvad er decibel?

Decibel (dB) og decibelskalaen anvendes til at måle lydniveauer. Decibelskalaen er en logaritmisk skala, hvor en fordobling af lydtrykket svarer til en niveaustigning på 6 dB. Decibel er ikke en fast værdi på samme måde som volt eller meter. Værdien for en dB skal ses i den pågældende kontekst. Den anvendes ikke kun til at måle det omgivende støjniveau, men også inden for antenneteknik og radarmeteorologi.

Her er et par eksempler på forskellige lydstyrker målt i decibel:

🚀 180 dB: En rakat der opsendes

✈️ 140 dB: Et jagerfly

🎸 120 dB: Et rockband

⚡ 110 dB: Høj torden

🚦 90 dB: Bytrafik

📻 80 dB: En høj radio

🗣️ 60 dB: Normal tale

👂 30 dB: Hvisken

🔊 0 dB: Den laveste tone, som det menneskelige øre kan høre

Hvad er frekvenser?

Tonefrekvensen er antallet af svingninger i en lydbølge per sekund. Enheden hedder hertz (Hz). Jo højere dette tal er, desto højere er tonefrekvensen. En normal person opfatter svingninger på mellem 20 og 20.000 hertz som tone. En høj tone kunne eksempelvis være fuglekvidder. Dybe toner er eksempelvis en fjern torden eller tonerne fra en basguitar.

Udarbejdelse af audiogram

I forbindelse med en professionel høretest udarbejdes et audiogram ved hjælp af et audiometer. Ved høretesten afspiller audiologisten en række toner for dig via hovedtelefoner eller in-ear høretelefoner. De enkelte toner afspilles først ved høj lydstyrke, hvorefter der langsomt skrues ned for lydstyrken. Målingen foretages separat for begge ører. Den laveste tone, som personen kan høre, registreres med præcis angivelse af frekvens og intensitet. Kombinationen af frekvens og intensitet kaldes for "høretærsklen". Audiogrammet er således et billede af din hørelse. Det viser, hvor meget din hørelse afviger fra en normal hørelse, og hvis der er tale om en afvigelse, hvilke årsager der kan ligge bag den nedsatte hørelse.

Den kan have flere forskellige årsager. Afhængigt af, hvilken del af øret der er berørt, skelner man mellem fire hovedtyper af nedsat hørelse: Konduktiv, perceptivt, blandet høretab og neural høretab.

Efter toneaudiometri foretages en taleaudiometri (taleforståelighedstest). Her bestemmes det, om taleforståeligheden er påvirket af høretabet.

Tolkning af et audiogram

Et audiogram har to akser. På den lodrette akse aflæses lydstyrke og intensitet, som måles i decibel (dB). Jo længere nede på aksen, jo højere er tonens lydstyrke. Øverst på aksen findes den laveste lydstyrke (0 dB). På den vandrette akse aflæses tonefrekvens og tonehøjde, som måles i hertz (Hz). Jo længere til højre på aksen, jo højere er frekvensen. Denne bevægelse minder meget om et klaver: Jo længere til højre tangenten sidder, jo højere frekvens har tonen. En normal samtale ligger i frekvensområdet mellem 500 og 3.000 Hz.

Ved en høretest markeres resultaterne på audiogrammet med røde markeringer for højre øre og blå markeringer for venstre øre. Når man forbinder disse markeringer, opstår der linjer, som kan anvendes til at aflæse høretærsklen for hvert enkelt øre. Der kan i nogle tilfælde, opnås forskellige resultater for højre og venstre øre.

Som tommelfingerregel kan man sige, at jo større afvigelse der er fra linjen for en normal hørelse, jo større er høretabet.

Symbolernes betydning

Ovenstående billede viser en oversigtstabel over grafiske symboler brugt til at repræsentere forskellige elektroder og elektrodeplaceringer i audiometri (især Ben- og luftledningstest) ifølge to forskellige standarder:

1. ISO/IEC (International Organization for Standardization / International Electrotechnical Commission)

2. Nielsen & Carver (en dansk standard/metode)

Denne tabel viser symbolerne og betydningen for reflekstests ved akustisk stapediusrefleksmåling (også kendt som stapediusrefleksen), som ofte anvendes i audiologiske undersøgelser. Tabellen giver et overblik over hvilket øre der stimuleres, hvor refleksen måles, om der udløses en refleks og om tærsklen er målt.

Audiogram for forskellige typer af høretab

Et audiogram er et centralt redskab i diagnosticeringen af høretab og giver en visuel fremstilling af en persons høreevne ved forskellige frekvenser. Ved at analysere audiogrammets mønstre kan man identificere, hvilken type høretab der er tale om, og i nogle tilfælde også få indikationer om den underliggende årsag. Nedenfor gennemgås de mest almindelige typer af høretab og deres karakteristiske træk i audiogrammet.

Normal hørelse

Ved normal hørelse ligger både luftledning og benledning inden for området 0–2530 dB HL på audiogrammet. Der er ingen luft-benkonduktiv forskel, og hørelsen er ensartet på tværs af frekvenser. Audiogrammet vil typisk vise en næsten lige linje tæt på 0 dB.

Perceptivt høretab

Perceptivt høretab (sensorineuralt) skyldes skader i det indre øre eller på hørenerven. Både luftledning og benledning er viser nedsat hørelse, men uden signifikant forskel mellem luft og -benledningkonduktiv forskel. Audiogrammet viser typisk et fald i hørelsen ved visse frekvenser – ofte de høje – med parallelle kurver for luft og benledning.

Konduktivt høretab

Konduktivt høretab opstår ved problemer i det ydre eller mellemøret, som forhindrer lyd i at nå det indre øre effektivt. Benledningen er normal, mens luftledningen er nedsat, hvilket skaber en tydelig forskel mellem luft- og benledning luft-benkonduktiv forskel. Audiogrammet viser normal benledning og nedsat luftledning med enet "air-bone gap".

Otosklerose

Otosklerose er en arvelig lidelse, hvor der opstår en unormal knogledannelse i mellemøret – især omkring stigbøjlen. Den typiske audiometriske profil viser konduktivt høretab med en karakteristisk "Carhart's notch" omkring 2000 Hz i benledningskurven. Luftledning er væsentligt nedsat, mens benledning kan være kun let påvirket.

Ménières sygdom

Ménières sygdom giver et svingende perceptivthøretab, ofte ledsaget af tinnitus og svimmelhed. I de tidlige faser ses typisk nedsat hørelse i de lave frekvenser, hvilket adskiller det fra mange andre perceptive høretab. Med tiden kan høretabet brede sig til flere frekvenser og blive mere permanent.

Presbyacusis

Presbyacusis er aldersrelateret høretab og den mest almindelige form for perceptivt høretab. Det udvikles gradvist og rammer især de høje frekvenser først. Audiogrammet viser et karakteristisk skrånende mønster, hvor hørelsen bliver dårligere med stigende frekvens – ofte symmetrisk på begge ører.